Blue Line leverer vision-computere til JLI vision. "Vores vision-computere fra Blue Line leverer høj kvalitet til 24/7-drift, og Blue Line har været foretrukken leverandør i mange år."
Kvalitetskontrol af alt fra tynde glasrør til jernbaneskinner
JLI vision a/s ynder at købe ind lokalt og sælge globalt. JLI vision A/S udvikler vision-systemer til industrien og laboratorier. De fuldautomatiske kontrol- og målesystemer er baseret på digitale kameraer og tilsluttet computere med software, der er specialudviklet til hver branche.
“Det afgørende for os er, at Blue Line yder en god support, både over for os og vores kunder. Når vi ringer til supporten, bliver der taget hånd om tingene med det samme," fortæller purchasing manager Søren Kornerup.
Systemer erstatter besværlig, manuel inspektion i mikroskop
Med base i Søborg sælger JLI vision a/s avancerede løsninger til kvalitetskontrol af alt fra levnedsmidler til materialehåndtering og stålværker. Kunderne befinder sig i både Europa, USA og Asien.
Faktisk har virksomheden et verdensmonopol for automatiserede vision-systemer til kvalitetssikring af de millimetertynde glasrør, der er nøglekomponenter i fladskærmenes lyskilder, et system der i stor udstrækning eksporteres til Thailand. Men JLI vision a/s producerer også vision-anlæg til kvalitetskontrol af for eksempel glasrør til medicinalindustrien, flasker, mursten og jernbaneskinner.
Teknikken bygger på, at man via computersystemet sikrer sig gode billeder fra den løbende produktion. Med specialudviklet software til den konkrete opgave kan man kompensere for lys, bevægelser, emnets placering på transportbåndet og de specifikke forhold ved produktet.
På denne måde kan man detektere defekter i glasrør ned til 0,003 millimeters diameter, mens rørene passerer forbi med en hastighed på op til 20 meter i sekundet, selv mens de endnu er rødglødende.
"Vi holder os til rimelig få standardprodukter inden for hardware, for det er vores software, der gør hele forskellen. Vi handler med mange forskellige leverandører, så vi altid kan vælge den bedste hardware til det pågældende design. Når vi vælger at købe vores hardware i Danmark, er det fordi vi er helt afhængige af god support, som den vi får hos Blue Line," fortæller purchasing manager Søren Kornerup.
JLI vision a/s har 15 ansatte, hvoraf de 13 er ingeniører, og udviklingen af banebrydende ny teknologi fortsætter ufortrødent som eksempelvis med det seneste skud på stammen, der kan læse korrektur, eller i hvert fald opdage fejl på 85 individuelt nummererede labels - i sekundet!